Fortællingen om den dag , jeg valgte at læse til Pædagog.

Den dag , jeg valgte at læse til pædagog, var den dag, da vores leder sendte mail rundt, at hun gerne så, at de omsorgsmedhjælpere, det havde lyst til at tage uddannelsen som socialpædagog, søgte at tage den på merit og med løn under hele forløbet. Denne dag begyndte det, at rotere i mit lille hovede. Jeg snakkede med mine kollegaer, snakkede med faglig leder, om de troede, at jeg kunne fuldføre, dette studie. Alle sagde, at det kunne jeg helt sikkert med min erfaring.

Jeg forfattede nu en ansøgning til vores leder, fik flere kollegaer til at læse den igennem, og fik den sendt til lederen. Hun ville  herefter, gennemgå alle ansøgere og 4 ville komme i betragtning.

Jeg gik spændt de næste par dage, med lidt rumlen i maven. Havde begrundet min ansøgning , med min mangeårige erfaring,  mine kvalifikationer,  og at jeg under tidligere leder, flere gange var blevet udpeget som medarbejder i vanskelige enkeltmandsprojekter. Samt, at der kunne ske noget nyt i mit liv, efter min forlovedes pludselige død.

Juhu, nu kom mailen, jeg var en af de heldige , som lederen  valgte, til  at komme afsted. Mine kollegaer kom og sagde tillykke, og med vores vanlige jargon, " Tillykke , det har du fortjent, det er jo nok også sidste chance, du får for at læse , ellers bliver du for gammel", med deres lune smil på læben.

Så kom næste opgave, ansøge ucn om optagelse, tog til et informationsmøde, med 2 af de 3 andre, der var heldige at få tilbuddet. Dette møde, gav mig nu rigtig blod på tanden, nu var jeg ikke længere i tvivl.

Kom hjem og fik efter mange forsøg, endelig afsendt en ansøgning til UCN, så gik tiden igen og ventede på at få svar , blev ret hurtigt kontaktet af lektor, som stillede nogle spørgsmål om min viden omkring faget, kunne svare at jeg havde 20 års erfaring . Endvidere om jeg forstod at  læse undervisningsplaner m.m., men her vidste jeg min kompetance var i top, da jeg har undervist siden 83 i Hjemmeværnet og uddannet til og med premierløjtnant, de sidste 15 år været kursusleder på alle førstehjælpskurser , såvel i uniform, arbejde , spejder og såvel kommunale som private virksomheder. Lektoren, mente at jeg opfyldte kravene , men kunne ikke afgøre om jeg kom ind.

Igen gik ventetiden og endelig kom svaret , du er optaget med start 1. September 2015.

Begrundelsen, hvorfor , jeg gerne ville læse kommer her :

Siden vi i 6 klasse, skulle give et bud på, hvad vi gerne ville være, havde jeg en drøm, om at komme til at være lærer, Grundet min families økonomi, mente far, at jeg skulle ud og arbejde. Dengang  havde jeg ingen selvtillid, så det gjorde jeg. Jeg har dog siden, fået min lyst til at være lærer, opfyldt igennem hjemmeværnet, hvor jeg har undervist i alt  herindenfor, både regionalt og på landsplan.

 I 1981-1982 , var jeg ude som langtidsledig i børnehaveklasse, og det gav mening for mig, men gik lidt i glemmebogen igen. Fik andre jobs.

Da jeg blev arbejdsløs i 1995, søgte jeg alt muligt, og faldt over en lille annonce, hvor de søgte hjælpere til en lille institution med 6 udviklingshæmmede beboere. Dette søgte jeg, og til trods for min ringe erfaring indenfor dette fag, kom min erfaring som storesøster til 6, mig tilgode, og fik jobbet. Og ja blev ansat som vikar i 3 måneder, og er stadig ansat hos den samme institution, dog med ændringer igennem årene , så vi idag er  50 beboere, på samme matrikel, et andet sted.

Var usikker i starten, men efter kort tid, vandt beboere og personale mit hjerte, og jeg var på rette hylde i arbejdslivet.

Gennem alle årene, har jeg følt mig, godt til rette , vellidt og respekteret, med stor anerkendelse for mit job. Er mange gange blevet opfordret til,  at læse til pædagog. Som mine kollegaer, mange gange har sagt det, du er  en god pædagog, mangler bare papiret. Men efter skilsmisse og meget andet , kunne jeg ikke finde råd til det. Senere kom  jeg i nyt parforhold, og af forskellige årsager, ville jeg ikke,  få opbakning hjemmefra.

Disse dejlige mennesker, som jeg tager mig kærligt af, har virkelig rørt mig inderst inde, og det er  personer med særlige behov, jeg har lyst til at arbejde med. Deres kærlige væsen, de smil som altid møder en, når man møder ind. Deres omsorg for en, hvis man har en dårlig dag. Og den største lykke for mig, er når jeg kan se, at jeg gør en forskel i deres liv, og det forsøger jeg på bedste måde,  på deres præmisser, at leve op til. Jeg vil kæmpe for, at alle får en værdig og meningsfyldt tilværelse i deres liv, selvom det er svært med alle de kommunale besparelser.

Jeg har gennem, de mange år, haft enorm mange gode oplevelser, med vore borgere, som til trods for,  at de fleste ikke har verbalt sprog, og den sorg , at måtte sige farvel, til flere af dem, men har rigtig mange gode minder, at huske på. 

Jeg glæder mig til igennem uddannelsen, at få nogle nye redskaber, nye vinkler, at inspirere og udvikle vores borgere. Samt nysgerrigheden på, hvordan er vi egentlig kommet frem, til de metoder og handlinger , som jeg har lært, af mine kollegaer.

Ketty J. Kjærsgaard   1056514

PS15x /PS15-3